Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Pilot-rensningsanlæg i drift om to år

Arbejdet med at etablere et pilot-rensningsanlæg ved Grindsted Å er løbet ind i udfordringer, som vil forsinke etableringen til 2022.

 

Det har vist sig at være vanskeligere end ventet at etablere et pilot-rensningsanlæg ved Grindsted Å. Formålet med anlægget er at rense den kraftigst forurenede del af forureningsfanen fra fabriksgrunden og dermed mindske udstrømningen af forurenende stoffer til åen.

 Problemerne startede, da Region Syddanmark sendte opgaven med laboratorietest af fire lovende rensemetoder i udbud i 2019. Her indkom der ikke tilbud på to af udbuddets tre del-opgaver. Det har resulteret i en forsinkelse på fem-seks måneder. Først i anden udbudsrunde og efter forhandlinger med laboratorier i Schweiz, Holland og Danmark lykkedes det i marts 2020 at få underskrevet en aftale.


- Vi er på helt nyt land med rensningsanlægget. Der findes simpelthen ikke et sammenligneligt projekt andre steder i verden, og det har givet os flere udfordringer end ventet, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, og fortsætter:  

- Forsinkelsen af aftalen med laboratorierne betyder, at alle de andre dele af processen også bliver forsinket, fordi laboratorietest af rensemetoderne er afgørende for, at vi kan opnå tilladelse til at udlede det rensede grundvand til Grindsted Å.

 Krav om blandt andet VVM-screening af selve pilot-rensningsanlægget med efterfølgende offentlig høringsfase betyder, at der skal lægges yderligere et halvt år til den samlede tidsplan. Dermed er det næppe realistisk at få anlægget etableret før  i 2022.

 Finansiering er på plads

 Pengene kommer fra regionsrådet og fra staten. Regionsrådet har som led i budgetaftalen for 2019 bevilliget 10 mio. kr. over tre år til at reducere forureningen af Grindsted Å. Senere har Folketingets Finansudvalg bevilliget i alt 50 mio. kr. i 2019 og 2020 til indsatserne over for Grindstedværkets forureninger i Grindsted by og Kærgård Klitplantage.

 Laboratorietest, forberedelse og udbudsprocesser forud for selve etablering af anlægget er tidligere estimeret til at koste i størrelsesordenen 1,5 mio. kr., men udfordringerne betyder, at estimatet nu opjusteres til 4 mio. kr.  Resultaterne forventes at foreligge i efteråret 2020, hvorefter regionsrådet kan tage stilling til om pilotrenseanlægget skal etableres.

 Erfaringer fra laboratorietest og fra oprensningen i Kærgård Klitplantage forventes at bidrage med viden, der efterfølgende kan indgå i vurderingen af muligheder for at gennemføre en permanent indsats overfor forureningen i grundvandet, der i dag strømmer urenset ud i Grindsted Å.