Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Undersøgelsen af kloak og indeklimaet ved Fyrrestien i Grindsted afsluttes

Den undersøgelse af Kloaknettet og indeklimaet i udvalgte boliger ved Fyrrestien i Grindsted som Billund Vand & Energi og Billund Kommune gennemførte i løbet af 2019 kan nu afsluttes, da kontrolmålinger viser at tætning af kloaknettet virker efter hensigten, og der er sket et betydelig fald i forureningsniveauet.

Billund Kommune og Billund Vand & Energi A/S satte i starten af 2019 gang i en undersøgelse af kloaknettet og indeklimaet i udvalgte boliger i området omkring Fyrrestien i Grindsted på grund af mistanke om indsivning af forurenet grundvand i kloakken. Undersøgelsen medførte en anbefaling om tætning af kloakken, samt opfølgende kontrolmålinger i kloak og indeklima efter tætning.

Tætningen af kloakken er gennemført i perioden juni til oktober 2019 og der er i januar 2020 gennemført kontrolmålinger af vand og luft i kloaknettet, samt af indeklimaet i tre boliger.

Resultaterne fra kontrolmålingerne, som er foretaget af Rambøll viser, at der er sket et fald i forureningsniveauet for alle målte stoffer. For vandprøverne i kloakken er der målt et væsentlig fald i koncentrationen af klorerede opløsningsmidler i 2020 målingerne, sammenlignet med 2019.

I vandprøverne fra kloakken blev der i 2019 fundet vinylchlorid, mens der i prøverne fra 2020 ikke kunne måles vinylchlorid. Tilsvarende viser luftprøverne fra kloakken også et fald på alle parametre, og der er ikke målt vinylchlorid i den offentlige kloak.

I de private kloakrør, bag vandlåse, ses der også et generelt fald i målingerne. Dog er niveauerne højere i de private kloakrør end ude i hovedkloakken, samt mere varierende, men stadig betydeligt lavere end i 2019.

I forhold til indeklima ses også et fald eller et tilsvarende niveau i de fleste målinger. For de stoffer, der stammer fra Grindstedforureningen er der i 2020 ikke målt overskridelser i forhold til Miljøministeriets afdampningskriterier, hvilket ellers var tilfældet et enkelt sted i 2019.

Undersøgelsen afsluttes

I den politiske følgegruppe for Grindsted Forureningen er der tilfredshed med, at de tiltag der blev besluttet, har virket.

- Det er godt at se, at forureningsniveauet er faldet på alle områder. Det viser, at de tiltag der blev iværksat, har haft en effekt.  Kloakken vurderes at være så tæt, som det er teknisk muligt, og indeklimamålingerne for alle stoffer ligger på et acceptabelt niveau, lyder det fra Følgegruppen.

På baggrund af kontrolmålingerne har Billund Kommune og Billund Vand & Energi derfor besluttet at afslutte den undersøgelse af kloaknettet og indeklimaet, som blev sat i gang i 2019. 

 

Yderlige oplysninger:

Den politiske følgegruppe for Grindstedforureningen i Billund Byråd:

 Ib Kristensen på telefon 4054 8090

Per Nyhus på 2049 0359

Ole Marcussen på telefon 2555 7960

Arne V Thomsen på telefon 4071 2202.

For tekniske spørgsmål til undersøgelsen henvises Miljøchef Karl Grundahl, Billund Kommune på telefon 7970 7091

For spørgsmål vedr. tætning af kloakken henvises til Jesper Primdahl, Billund Vand & Energi på telefon 7650 2708